“Valdes Jul” fortæller historien om drengen Valde, der bor med sin familie på Egebjerggård. Han glæder sig til gårdens årlige julemarked med juletræer og boder, men lykken krakelerer, da han får at vide, at hans forældre har sat gården til salg. Han får besøg af ulveskifteren Tala, der afslører for ham, at han er Skovens Beskytter, og at det gamle Modertræ har brug for ham for at genoplive en gammel pagt mellem skovens mystiske skabninger og menneskene. Gennem 24 episoder drages vi ind i Valde og Talas julefortælling, rig på natur, nisser, hjertevarme og nye venskaber.
Trivia om Valdes Jul
Valdes jul er primært optaget på Østfyn og nord for København i vinteren 2023. Den er produceret af Cosmo Film, som også står bag en række af TV2s øvrige meget populære familiejulekalendere.
I hovedrollerne som Valde og Tala ses Sander Løkke Borg og Flora Augusta. I øvrige roller ses bl.a. Julie Agnete Vang og Henrik Vestergaard som Valdes mor og far, mens også veteranen Tammi Øst er med i årets julekalender på TV2.