Julemanden Nicolas får hjælp af tvillingerne Sine og Peter i kampen mod julehaderen Dr. Schwartz.
Tvillingerne og Julemanden er en fortsættelse til Ludvig og Julemanden fra 2011. Begge foregår i Nordjylland, men kun Nicolas og hans kone er med i begge.
Handling i Tvillingerne og Julemanden
I Tvillingerne og Julemanden er Nicolas og hans kone, Julie, taget med kanen til Aalborg for at købe gavebånd og gavepapir. Mens Julie køber ind, er Nicolas trist over, at han ikke er en rigtig julemand, som med magiske kræfter kan gætte, hvad alle børn ønsker sig. Pludselig dukker den dystre Dr. Schwartz op, og tilbyder Nicolas magiske kræfter, mod at han skriver under på en kontrakt om at finde “Lysets Sten”. Nicolas skriver under, men kontrakten viser sig ikke helt at være, som Schwartz beskrev: Hvis Nicolas ikke finder Lysets Sten inden 24. december, vil al hans ejendom overgå til Dr. Schwartz. Da Julie og Nicolas bliver vrede over doktorens bedrag, tryller han Julie om til en gås – og Nicolas efterlades med huller i hukommelsen og uden andre ting i verden end sit undertøj, med beskeden om, at han skal finde Lysets Sten – eller forsvinder både han selv og Julie!
Heldigvis overværer tvillingerne Signe og Peter julemandens møde med Dr. Schwartz, og de tager Nicolas med sig og hjælper ham til at huske. Imens i sit fyrtårn eksperimenterer Dr. Schwartz, som i virkeligheden er et spøgelse, med en eliksir, som skal gøre hans datter Regitze (også et spøgelse) til menneske. Det lykkedes delvist, og Regitze bliver sendt til gården, hvor Nicolas og tvillingerne befinder sig. Her møder hun, i sin menneskeskikkelse, tvillingernes storebror William, som hun forelsker sig i – og hendes loyalitet bliver sat på prøve.
Derfra går den vilde skattejagt, som naturligvis kulminerer den 23. december, hvor tvillingerne og julemanden har det endelige opgør med Dr. Schwartz i fyrtårnet.
Medvirkende bl.a. Lars Hjortshøj (Julemanden Nicolas), Camilla Bendix (Julie, hans kone), Nicolaj Kopernikus (Dr. Schwartz).
Baggrund
Tvillingerne og Julemanden er som forgængeren Ludvig og Julemanden stort set udelukkende optaget i Nordjylland. Gården, som tvillingerne og familien bor på, er i virkeligheden herregården Klarupgaard udenfor Aalborg, hvis hovedbygning blev opført i 1615-1628. Dr. Schwartz’ fyrtårn er Hirtshals Fyr fra 1863. Derudover er der blandt andet optaget i Thingbæk Kalkminer, Hellingåndsklosteret og i Aalborg Zoo.