TV2 viste i 2017 den nyproducerede “Tinkas Juleeventyr”. Julekalenderen handler om den unge nissepige Tinka, der 1. december skal have overrakt sin nisseamulet af Nissekongen. Amuletten skal skifte farve, men Tinkas bliver, som den er, og Tinka finder ud af, at hun ikke er som de andre nisser.
I hovedrollerne ses Josephine Højbjerg (som nissepigen Tinka) og Albert Rosin Harson (som menneskedrengen Lasse). I øvrigt medvirker bl.a. Ellen Hillingsø, Troels Lyby, Anette Støvelbæk, Neel Rønholt, Mia Lyhne, Lars Knutzon og Paw Henriksen.
Tinkas Juleeventyr opnåede med et seertal på hele 1,1 mio. per afsnit (og mere end 100.000 til genudsendelserne dagen efter) at blive den mest sete julekalender på dansk TV i flere år. Den blev bl.a. belønnet med Ekstra-Bladets TV-guld 2017 og med prisen som “Årets korte TV-serie” ved Robert-prisuddelingen i 2018.
TV2 viste i 2019 en fortsættelse til Tinkas Juleeventyr med navnet Tinka og Kongespillet.
Den 2. november 2023 annoncerende Lion Musicals, at musicalen “Tinkas Juleeventyr” får premiere i Glassalen i Tivoli den 21. november 2024. Musik og tekst er skrevet af Burhan G, og blandt de medvirkende i musicalen ses Melodi Grand Prix-legenden Birte Kjær som Farmor Maja, Szhirley som Nille og Johannes Nymark som Fileas.
Trivia
Tinkas Juleeventyr er produceret af Cosmo Film, som tidligere har lavet julekalenderne Jesus og Josefine, Jul i Valhal og Juleønsket, alle for TV2.
Lars Knutzon, som også spiller med i Tinkas Juleeventyr, er lidt af en legende indenfor danske julekalendere. Han spillede Skipper i den originale Nissebande, han spillede Helsingørs borgmester med en Christian IV-fetish i Jul på Kronborg, og han har haft mindre roller i både Alletiders Nisse og Tidsrejsen.