DR byder i 2024 på en spritny julekalender i form af Tidsrejsen 2, en fortsættelse til den meget populære Tidsrejsen fra 2014, som altså også netop i år kan fejre 10-års jubilæum.
I ‘Tidsrejsen 2’ møder vi Romeo, en dreng, der er overbevist om, at der gemmer sig en hemmelighed om tidsrejser i Dragør, og at hans far i virkeligheden var tidsrejsende. Da han møder Holly, en ny pige i klassen, deler han sin teori med hende og håber, at det kan føre ham nærmere sandheden om sin fars forsvinden. Sammen kaster de sig ud i et spændende eventyr fyldt med tidsrejser og mystik.
Hovedrollerne som Romeo og Holly spilles af hhv. Frederik Thoft og Lærke Krabbe De Waal, mens Lise Baastrup er med i rollen som Romeos mor. Derudover bliver det til et gensyn med flere populære karakteret fra den oprindelige Tidsrejsen, bl.a. hovedrollen Sofie (Bebiane Ivalo Kreutzmann) og de tidsrejsende agenter Grå (Kurt Ravn) og Rød (Sigurd le Dous, som udover Tidsrejsen er kendt for rollen som Philip Dupont i Badehotellet).
Optagelser
Mens en del af Tidsrejsen 2, ligesom 1’eren, foregår i Dragør, er der også dele af julekalenderen, der er optaget på Middelaldercentret i Sundby på Lolland. Centret er en af områdets mest populære attraktioner og tiltrak i 2022 godt 40.000 besøgende.